Husk at give skolens kontor besked, hvis du skifter adresse og/eller telefonnr.
Alkoholiske drikke må hverken medbringes eller nydes på skolen i skoletiden.
Staten yder befordringsrabat til elever efter nærmere fastsatte regler. Ordningen administreres af Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte (SU).
Læs mere og søg uddannelseskort online på uddannelseskort.dk
Skolens bibliotek råder over en større bogsamling, som har tilknytning til undervisningen i de enkelte fag. I tidsskriftscafeen ved siden af biblioteket finder du desuden en lang række tidsskrifter og aviser.
Biblioteket ligger i skolens åbne studiemiljø (B3) og er derfor tilgængeligt i hele skolens åbningstid. Alle 1.g´ere vil ved skoleårets begyndelse få en introduktion til benyttelse af biblioteket.
Tidligt i skoleforløbet får eleverne et kursus i brugen af skolens edb-systemer. Eleverne får en introduktion til søgning på Internettet, til tekstbehandling og regneark samt til mere fagspecifikke programmer.
Alle elever får uddelt password til skolens interne netværk og til Lectio.
De fleste bøger, der skal bruges i undervisningen, udleveres af skolen. En undtagelse er ordbøger, som man selv skal anskaffe.
Bøgerne er forsynet med stregkoder, og man kvitterer for modtagelsen af de enkelte bøger. Ved bogaflevering skal man sørge for at få en kvittering i bogdepotet. Bøgerne skal forsynes med omslag - og bortset fra elevens navn på den indsatte seddel foran - må der ikke skrives eller streges i dem. Senest når man forlader skolen, skal alle bøger være afleveret. Bortkomne bøger skal erstattes til nypris.
Udover ordbøgerne er der egenbetaling for lommeregnere og papir. Nærmere herom oplyses ved skoleårets begyndelse. Bogdepotet ligger i trapperummet mellem D- og E-fløjen.
Se kort over skolen hér
Skolen forventer, at hver elev er i besiddelse af en bærbar computer, som er i stand til at afvikle programmer under styresystemet Windows. Elevernes egne computere kan kobles på skolens trådløse netværk. Skolen har opstillet et mindre antal stationære computere i lokale B1/B2, som kan benyttes af eleverne. Hver elev kan i forbindelse med undervisningen udskrive på skolens printere, enten over det trådløse net, eller fra skolens stationære computere.
Af og til kan I komme ud for, at jeres faste lærer er på kursus. Det kan måske virke generende, men det skyldes, at lærerne behøver løbende efteruddannelse, hvis de skal følge med i, hvad der er sket i deres fag, siden de forlod universitetet.
Ekskursioner er studierejser på en eller flere dage i ind- eller udland. Ekskursioner udspringer af pensum i et eller flere fag og indgår ligesom fagets andre aktiviteter i eksamenspensum. Det er skolens målsætning, at alle elever får mulighed for at deltage i én udlandsekskursion i løbet af deres skoletid. Det må påregnes, at eleverne skal betale et beløb (op til kr. 4.000,-) til rejse, ophold og fortæring i forbindelse med studieturen i 2.g. Vi anbefaler, at alle 1.g klasser etablerer en opsparingsordning.
Det er ikke muligt at undgå mellemtimer, men eleverne har gode muligheder for at udnytte tiden til lektielæsning. Der er opstillet PC´er rundt omkring på skolen til fri afbenyttelse og det store bibliotek/studieområde, B3, har plads til både gruppearbejde og til fordybelse for den enkelte.
På Faaborg Gymnasium lægger vi stor vægt på, at eleverne er aktive i skolens forskellige udvalg og dermed søger indflydelse på skolens hverdag.
Det er muligt at leje et skab på skolen til opbevaring af fx bøger og personlige genstande. Oprettelsesgebyret er kr. 20 og herudover koster det kr. 30,- pr år at leje skabet. Man hæfter endvidere for nøglen. Elevrådets kasserer har ansvaret for elevskabene.
Elevrådet består af en elevrepræsentant fra hver klasse. Rådet har mødelokale ved vestindgangen. Elevrådet er elevernes officielle repræsentation indadtil over for ledelsen og lærerne og udadtil over for offentligheden.
Dette ord betegner dels den løbende vurdering af undervisningen, som elever og lærere i fællesskab foretager, dels den bedømmelse af elevens standpunkt, som lærerne foretager, og som skolen udleverer skriftligt nogle gange om året.
Elevens/familiens egne forsikringer dækker eleven i og uden for skoletiden. Skolen har ingen forsikring, der dækker eleverne eller deres ejendele. Før idrætstimer anbefales det at aflevere penge, ure og lignende til den pågældende lærer til opbevaring. Hermed påtager læreren sig dog ikke noget juridisk ansvar for tingene.
For de nye 1.g'eres forældre afholdes i september et møde med præsentation af undervisningen og klassens lærere. Senere i skoleåret afholdes en samtaleaften, hvor forældre sammen med eller uden eleven kan bestille tid til en individuel samtale med hver af klassens lærere. Invitation til møderne sendes med eleverne hjem.
Skolen råder over en elev-kopimaskine, hvor eleverne kan kopiere undervisningsrelevant materiale. Kopimaskinen er opstillet i studieområdet, B3. Kopiering til privat brug koster 50 øre pr. kopi, der bedes betalt på kontoret.
Der er mulighed for at melde sig til frivillig undervisning om eftermiddagen i fag som billedkunst, idræt, musik og drama. Nærmere orientering via opslag.
Rektor kan helt eller delvis fritage en elev for at deltage i den fysiske aktivitet i idrætsundervisningen i kortere eller længere tid. Hvis årsagen ikke er umiddelbart synlig, kræves en lægeattest, som angiver fritagelsens varighed og omfang.
Fællestimer er arrangementer med foredrag, diskussioner, teater og musik, som lægges ind i undervisningstiden. Der afholdes 6-8 fællestimer pr. år. Fællestimerne besluttes i aktivitetsudvalget, der har deltagelse af skolens elever og lærere.
Faaborg Gymnasiums Venner er en forening, som giver hel eller delvis økonomisk støtte i situationer, hvor skolens øvrige konti ikke kan træde til. Foreningen giver støtte til 1.g´ernes hytteture, til enkelte elever i forbindelse med studierejser, til indkøb af f.eks. teknisk udstyr og meget andet. Afbestillingsforsikring i forbindelse med studierejser tegnes hos FG´s Venner for et symbolsk beløb. Indmeldelse kan ske ved henvendelse til gymnasiet.
Hvert år afholder gymnasiet en hyggelig fest for tidligere elever. Festen finder sted den første lørdag i november.
Har du glemt eller mistet personlige ejendele på skolen, er der størst chance for at få tingene igen ved henvendelse til pedellerne. Det kan også være en god idé at spørge kontoret og/eller rengøringspersonalet.
De fleste oplysninger formidles via Lectio, hjemmesiden og/eller ved opslag i kælderen. Man har selv ansvaret for at holde sig ajour med oplysninger på opslagstavler og hjemmeside.
Post og andet materiale til de enkelte klasser anbringes i klassens postrum i reolen uden for kontoret. Det er klassernes eget ansvar at tømme deres postrum regelmæssigt.
Læs mere om information på Faaborg Gymnasium hér
Skolen har en kantine, hvor der kan købes varm/kold mad, frugt og slik. Kantinens åbningstider er meddelt ved opslag. Der er selvafrydning.
Der gives standpunktskarakter to gange i løbet af året. Eleverne vil få meddelt disse karakterer via Lectio sidst i november og i midten af marts. Årskarakterer er et udtryk for elevens standpunkt i faget som helhed ved undervisningens ophør.
Der afholdes skriftlig og mundtlig eksamen og årsprøver i maj/juni samt, i enkelte tilfælde, i januar. Skolen kan tilrettelægge terminsprøver i enkelte fag i løbet af foråret.
Der afgives karakterer efter 7-trinsskalaen:
| 12 Den fremragende præstation |
| 10: Den fortrinlige præstation |
| 7: Den gode præstation |
| 4: Den jævne præstation |
| 02: Den tilstrækkelige præstation |
| 00: Den utilstrækkelige præstation |
| -3: Den ringe præstation |
Karakteren 02 er beståelseskarakter og kan altså sammenlignes med karakteren 6 efter 13-skalaen. Hvis flere karakterer indgår, er man bestået, hvis gennemsnittet er 2,0 uden afrunding. Det vil sige, at hvis et gennemsnit beregnet efter gældende regler ender på 1,99, så kan man ikke runde op til 2,0. Man er altså ikke bestået.
Læs mere om 7-trinsskalaen hér
Der er flere steder i Faaborg centrum mulighed for at leje kollegieværelser. Kontoret har en liste over, hvor man kan henvende sig.
Kontoret er hver dag åbent fra kl. 7.50 til 14.30 (dog lukket i forbindelse med kontor-møder). Her kan du altid trygt henvende dig, hvis du har spørgsmål, har brug for et plaster eller skal have hjælp med større eller mindre problemer.
Køretimer skal placeres uden for undervisnigstiden. Der gives ikke fri til køreprøver.
Der vil i løbet af året blive tilbudt "lektie-café", som er tidspunkter, hvor der vil være mulighed for at få faglig rådgivning i forbindelse med lektielæsning.
Til klasserne i 1. og 2.g knyttes et team bestående af 2-3 af klassens lærere.
Morgensamling finder sted to gange ugentlig i formiddagspausen. Der er mødepligt. Morgensamling har som formål at formidle information om forhold på og uden for skolen og kan også anvendes til at bringe korte underholdningsindslag.
Faaborg Gymnasium har en musicaltradition. Hvert tredje år er musicalår, så alle elever vil få denne oplevelse med.
Når en elev er fyldt 18 år, er hans/hendes personlige underskrift gyldig og forpligtende over for skolen.
Eventuelle skriftlige advarsler til en elev, der er over 18 år, sendes udelukkende til eleven.
Gymnasieelever har pligt til at møde til undervisningen og til at aflevere alle stillede opgaver rettidigt. Læreren fører i hver time en tilstedeværelsesliste. Fravær grundet sygdom eller andre personlige forhold meddeles skolen hurtigs muligt på telefon nr. 62 61 89 10. Lægebesøg, køretimer mm. skal placeres uden for skoletiden.
Læs mere om studieregler og tilstedeværelse i skolens studie- og ordensregler
Som gymnasieelev skal du selv have eller købe ordbøger og lommeregner. Ordbøgerne skal have et niveau svarende til Gyldendals røde eller Munksgaards grønne ordbøger.
Vi anbefaler dig at vente med at anskaffe dig ordbøger og lommeregner til du har hørt, hvad dine lærere anbefaler
Pedelkontoret ligger til højre for kantinen. Pedellerne kan hjælpe med mange praktiske problemer og du kan gå til dem, hvis du opdager, at noget ikke virker som det skal. Glemte og tabte genstande bliver ofte indleveret til pedellerne.
Skoledagen begynder kl. 8.00 og slutter 15.20. Der er middagsfrikvarter hver dag fra kl. 11.30 til 12.00. Hver dag er inddelt i et antal lektioner på hhv. 90 og 60 min. De to forskellige lektionslængder skal sikre, at de enkelte fag får tilgodeset deres specielle behov for lange eller korte lektioner, samtidig med at vi undgår, at den enkelte elev skal forberede sig til mere end højst 5 fag pr. dag.
Faaborg Gymnasium er en røgfri skole. Det ikke tilladt at ryge på skolens område, hverken inden- eller udendørs.
Du har mulighed for at søge Statens Uddannelselsstøtte, SU, fra og med kvartalet efter dit fyldte 18. år. SU er afhængig af forældreindkomsten, indtil man er fyldt 20 år, men der ydes et grundbeløb til alle fra kvartalet efter, man er fyldt 18 år. Du skal selv ansøge elektronisk via hjemmesiden www.su.dk.
Studievejlederne holder jævnligt orienteringsmøder om ansøgning til SU, og du er altid velkommen til at spørge studievejledere og kontor, hvis du er i tvivl om noget.
Studievejlederne orienterer om studieteknik, valg af studieretninger og valgfag samt om SU.
Studievejlederne kan kontaktes om stort set alt og de fungerer til dels som folkeskolens klasselærere.
Læs mere om studievejledningen hér
Hvis du er syg eller af andre grunnde ikke kan deltage i undervisningen, bedes du, hurtigst muligt, orientere skolen (tlf. nr. 62 61 89 10).
Såfremt der er tale om langvarig sygdom, kan der i nogle tilfælde arrangeres sygeundervisning. Hjemmet bedes i sådanne tilfælde kontakte skolen så hurtigt som muligt.
Opringninger i tilknytning til undervisningen kan foretages fra skolens kontor.
I tilfælde af læreres sygdom bestræber vi os på at sætte en telefonkæde i gang, så eleverne er underrettet hjemmefra og eventuelt kan vente med at møde til 2. lektion.
Overvejer en elev at holde op på gymnasiet, skal rektor og studievejleder snarest orienteres herom. Udmeldelse kan kun ske ved henvendelse til rektor og kun med forældrenes underskrift, hvis eleven er under 18 år.
Kort efter skolestart vil alle elever få en introduktion til skolens forskellige udvalg, hvorigennem eleverne har mulighed for at få indflydelse på skolens hverdag.
Sidst i november træffer 1.g-eleverne det endelige valg af studieretning. Studieretningsforløbet begynder i januar.
Øvrige valgfag vælges i løbet af forået i 2.g.
Årsfesten er årets store skolefest for elever, forældre og medarbejdere - festen afholdes i april.